Tivoli har en evne til at forny sig og være tro mod sin historie på en gang. Når du går rundt i den gamle have, kan du stadig godt forstå, hvordan H.C. Andersen blev inspireret til at skrive Nattergalen. Haven har i 2019 investeret et millionbeløb i nye og forbedrede forlystelser, så der er nyheder for både børn og voksne.
Tivoli på Vesterbrogade åbnede i 1843 og er derfor Danmarks næstældste forlystelsespark. Det er kun Bakken i Dyrehaven, der er ældre. I starten lå Tivoli uden for Københavns volde, og det var derfor vigtigt, at alle bygningerne var af træ, så de nemt kunne brændes ned, hvis byen blev angrebet.
Allerede i 1857 blev befæstningen af København dog nedlagt, og det var muligt at opføre bygninger af mere permanent karakter på området. Den ældste bevarede bygning i haven er Pantomimeteatret fra 1875.
Da Tivoli åbnede 15. august 1843, var H.C. Andersen blandt en af de første besøgende i haven. Den smukke have gjorde så stort indtryk på ham, at den efter sigende skulle have inspireret ham til eventyret Nattergalen.
Populære forlystelser for store og små
Der er mange af Tivolis forlystelser, der har mange år på bagen. Den gamle rutsjebane er en af de ældste af sin art i verden og er stadig flittigt i brug.
Selvom Tivoli på den måde er god til at bevare sin historie, er de også gode til at forny sig. Parken har i 2019 afsat 100 millioner kroner til at omdanne og skabe nye forlystelser.
Radiobilerne bliver for eksempel antennefri, den gamle rutsjebane Odinexpressen bliver erstattet af en ny, der kommer til at hedde Mælkevejen, børnerutsjebanen Karavanen bliver gjort længere, og forlystelsen Fatamorgana bliver gjort vildere.
Nå ja og så er der jo også Dæmonen for dem, der vil have det rigtig vildt. Den kan du se et billede af nedenfor:
Abonnementskort en mulighed næsten fra starten
Helt fra starten kostede det penge at komme i Tivoli. Allerede i 1845 blev der indført abonnementskort for at få folk til at gå i Tivoli flere gange. Dengang kostede en enkelt indgang en mark, mens abonnementer kostede henholdsvis 8, 12 og 16 rigsdalere. De gjaldt for en herre, en herre og en dame og en herre og to damer. Seks mark er lig med en rigsdaler, så der skulle nogle Tivoli-ture til, før abonnementerne var tjent hjem.
I 2020 koster en billet til Tivoli 135 kroner mandag til fredag og 145 kroner lørdag og søndag. Et abonnement koster 350 kroner for et år for en person, 700 kroner for to personer og 1300 kroner for fem personer.
Lige meget om du vælger at købe en enkeltbillet eller et abonnement, er en tur i Tivoli, en stor oplevelse for både voksne og børn.
Kommentarer